Fugle                    

Denne side handler om fugle. Først og fremmest kan du læse lidt om nogle af de fugle, som er almindelige i Danmark - og som du kan se i haven. Men der er også lidt om fugle fra andre lande, som man i Danmark kun kan se i zoo.

Vi begynder med en fugl, som vi alle kender - nemlig Solsorten.
På billedet her kan du se en stor solsorteunge, som ikke kan flyve endnu. Den var ved et uheld kommet ind i vores stue og hoppede rundt oppe i vinduerne for at prøve at finde ud igen. Til sidst fik vi den heldigvis til at løbe ud af vores terassedør, så den kunne komme ud til sin mor og far igen.

Når solsortens unger bliver store og har fået fjer, hopper de ud af reden og render rundt på jorden, hvor de gemmer sig under buske og lignende. Forældrene kan godt finde ungerne, selv om de ikke er i reden længere, for de kan høre dem kalde - og forældrene fodrer dem stadig. Så hvis du ser en unge hoppe rundt i din have, skal du bare lade den være i fred. Dens mor og far skal nok finde den. Hvis du jagter ungen, opdager et rovdyr den måske bare.

Et solsortepar kan få flere kuld unger på et år - mellem 2 og 4 kuld. Begge forældre er med til at bygge reden i et træ, en busk, en hæk eller lignende. Reden bygges af tørt græs, visne blade, kviste og jord.
De 3-6 æg, som solsorten lægger, er grågrønne med brune pletter, og det er mest hunnen, der holder æggene varme.

www.fugle-net.dk kan du blandt andet høre, hvordan det lyder, når en solsort synger. Solsorten er faktisk en af de fugle i Danmark, der har den kønneste sang, så man skal lige huske at lægge mærke til dens sang - og nyde den. Desuden har man hørt om solsorte, der kan efterligne lyde, som de hører - f.eks. lyden af en telefon, der ringer.



Her ser du en Musvit, der ligesom solsorten er en rigtig almindelig fugl i Danmark.

Musvitten er den største fugl i familien Mejsefugle. Den lever både i skov, park og haver - og æder insekter og larver, orme, bær og frø. Om vinteren kan man fodre musvitten i sin have med solsikkefrø og mejsebolde.

Man kan sætte en mejsekasse op i haven, som musvitten så bygger rede i. Musvitten yngler to gange om året. Den lægger 8-12 æg fra først i maj til først i juni. Andet kuld æg lægges i juli. Æggene er hvide med rødbrune prikker. Musvitten bygger rede mange steder; i træhuller, murhuller, nedløbsrør, tagrør, pumper, postkasser og urtepotter. Reden er blød og lavet af mos, hår, uld og fjer. Hannen og hunnen hjælpes ad med at bygge reden og fodre ungerne.

Uden for yngletiden holder musvitterne sammen i flokke. Hannerne bestemmer her over hunnerne, og de hanner som har den bredeste sorte stribe ned over det gule bryst har højst status i flokken og dermed førsteret til maden. Man har oplevet, at flokkens yngre musvitter kan finde på at udsende et alarmkald ved foderbrættet, selv om der slet ikke er fare på færde. Når de andre musvitter så flygter i sikkerhed, kan de unge fidusmagere få maden på foderbrættet for sig selv.
Musvittens fjender er Tårnfalken og Duehøgen.

Musvit!



En rigtig flot fugl, som næsten er for farvestrålende til, at man tror, det er en almindelig dansk fugl, er Dompappen.

Dompappen på fotoet er en han. Hannen har en meget kraftig rød farve på brystet, hvor hunnen er mere brunlig eller rosafarvet. Så hannen er den flotteste af de to. Dompappen tilhører familien Finker. Den lever af frø og knopper fra træer og buske - og om sommeren også af insekter. Nogle dompapper flyver sydpå om vinteren, men de fleste overvintrer i Danmark. Har man et foderbræt i haven, kan man sagtens være heldig, at der kommer et par dompapper og spiser om vinteren - især hvis man fodrer med solsikkefrø, som de foretrækker. Et dompap-par holder sammen hele livet - derfor ser man dem oftest parvis.

Omkring april måned lægger dompappen 4-6 æg i en rede, som den ofte bygger i et lavt grantræ - og helst inde i en granplantage. Hen over sommeren fodrer forældrene deres unger - også når ungerne er temmlig store. Nogle gange når dompappen at få 2 kuld unger på et år.

Dompap!



Den Hvide Vipstjert på fotoet her havde unger i en rede inde under tagstenene på et sommerhus, vi holdt ferie i ved Ringkøbing Fjord.

Der findes både en hvid samt en gul vipstjert, og begge arter er almindelige i Danmark.

Vipstjerten hører til familien Vipstjerter og Pibere. Den er en livlig fugl, og den har fået sit navn, fordi den vipper med halen næsten konstant. Vipstjerten holder til mange steder - både ved bebyggelser, i haver og i åbent land såsom på marker, heder, enge, grusgrave og kyster. Udenfor yngletiden samles tusindvis af vipstjerter på fælles overnatningssteder f.eks. i rørskove.

Vipstjerten lægger 5-7 plettede æg i maj i en rede, som bygges i hulrum, under sten, brændestabler eller lignende. Den yngler for det meste 2 gange årligt. Vipstjerten spiser forskellige orme og insekter, som den oftest fanger enten direkte på jorden eller mens den flyver i luften.

Dompap!



Her ser du et par stære, som leder efter regnorm, insektlarver og snegle i vores græsplæne.

Stæren er en meget livlig fugl, som er sjov at betragte. Den elsker at tage bad, og den er rigtig god til at efterlige lyde - ligesom solsorten.

Uden for yngletiden holder stærene ofte sammen i meget store flokke. Man kan her opleve det, man kalder sort sol. Sort sol vil sige, at mange flokke stære samles på himlen om aftenen et sted over en fugtig eng med græs, siv og tagrør. Til sidst er der op til flere hundrede tusinder stære, som så i samlet flok - og på et øjeblik - lander ned mellem tagrørene, hvor de overnatter. Det sted, hvor der er størst chance for at opleve sort sol er Tøndermarsken - og der er ofte arrangementer med bus man kan melde sig til, hvis man har lyst til at opleve det fantastiske syn på himlen. I Tøndermarsken er der masser af stankelbens- og gåsebillelarver, som stærene elsker at spise. Stærene flytter dog deres overnatningsområde jævnligt for at narre rovfugle og fordi de tagrør, de sover i knækker efter nogle dage, så stærene til sidst får våde tæer.

I yngleperioden holder stærene sammen parvis, hvor de finder en egnet plads til at bygge rede i - oftest i et hult træ eller i en redekasse. Stære har ikke et territorium, som f.eks. musvitten har, så man kan sagtens sætte mange stærekasser op ved siden af hinanden i sin have. Hannen bygger reden af strå og planter. Hunnen forer reden med fjer og mos - og lægger 4-6 lyseblå æg i den. Begge forældre fodrer ungerne.
Sidst i september kommer stærene af og til tilbage til redestedet for at fjerne gammelt redemateriale, så der ikke overvintrer parasitter i redepladsen. De fleste stære trækker sydpå om vinteren.

Hvis du kører musen henover billedet, kan du se en stær på toppen af en af vores stærekasser, som stæren er ved at bygge rede i.

Stær!



Den almindeligste due i Danmark er Ringduen. Ringduen kan kendes på, at den har nogle hvide nakkepletter, der får det til at se ud, som om den har en hvid ring om halsen. Ringduen kaldes også for Skovduen, fordi den ofte holder til i skoven, hvor den typisk bygger sin rede i nåletræer. Ringduen ses dog også ofte mellem husene i byerne og i haver.

Ringduen lægger typisk to æg i et kuld, og den kan få helt op til otte kuld unger på et år - fra marts til november. Ringduen er desværre ikke særlig god til at bygge en tæt rede, så mange reder bliver plyndret for æg og unger, fordi krager og skader nemt kan se de hvide æg igennem redens sider og bund. En tredjedel af æg og unger bliver desuden taget af mår og egern. De dårlige reder kan også let blæse ned, når det stormer, så mange af duens kuld går tabt.

Ringduen spiser især planteføde som f.eks. korn, rødder, skud og ærter. Da plantemateriale normalt har et meget lille næringsindhold, er der mange planteædende fugle, som fodrer deres unger med insekter. Det gør duen ikke. Den producerer i stedet et næringsrigt sekret, som kaldes duemælk i en udposning på spiserøret. Duen gylper så duemælken op til ungerne.

Ca. halvdelen af Danmarks ringduer flyver til Sydvesteuropa om vinteren. Den anden halvdel bliver i Danmark vinteren over. Hvert år bliver der skudt rigtig mange duer, fordi de er populære at spise.



Fasanen er i dag en almindelig fugl i Danmark, men den har ikke altid levet her i landet.

Fasanen blev importeret til Danmark fra Asien i 1562 af konger og herremænd, der ville bruge den som jagtbytte. Mange godser rundt om i landet begyndte at avle fasaner. I starten blev fasanæggene ofte udruget af høns eller kalkuner, men efter nogle generationer lærte fasanen at klare sig selv, og den har ynglet i den vilde natur fra 1840. I dag yngler der cirka 250.000 - 300.000 fasanpar i Danmark.

Fasanernes import til Danmark påvirkede desværre visse andre af vores fuglearter i uheldig retning. Der blev nemlig indledt en kraftig jagt på ørne og falke, da disse fugle så et nyt byttedyr i fasanerne. Dette betød, at antallet af rovfuglene faldt drastisk, og havørnen blev stort set udryddet i Danmark.

Fasanen er en stor hønsefugl, der sjældent flyver, men foretrækker at løbe, hvis den bliver skræmt. Den færdes mest på åbne områder, hvor den om sommeren finder insekter og andre smådyr, mens den om vinteren hovedsageligt lever af plantefrø og korn. Hanfasanen (på fotoet) er flot og farvestrålende, mens hunnerne er camoufleret i dæmpede brune farver, så de er svære at få øje på, når de i maj-juni udruger deres 10-12 æg i en rede på jorden gemt i højt græs eller under buske. Hannen udstøder ofte en høj skræppende kaglen, som kan høres langt væk.

Fasaner!



Maj 2008: Et par havørne har bygget rede i Stenderup-skovene ved Skibelund.

Vi tog en tur derud og fandt både reden og den ene af havørnene (på fotoet), som flere gange kredsede over hovederne på os på sine enorme vinger - et vingefang på op til 245 cm - mens den nøje fulgte vores færden i skoven.

Havørnen er Nordeuropas største fugl og en sjælden ynglefugl i Danmark. Man mener, at der i 2008 er ca. 18 ynglende par i landet.
Havørnen bliver først kønsmoden, når den er 5-7 år, hvor den finder en mage og et territorie, som holder hele parrets liv. De får typisk to unger i et kuld én gang om året.

Havørnen lever af fisk, fugle og ådsler. Når havørnen jager en svømmefugl, bliver den ved med at dykke lavt hen over fuglen, som så tvinges til at dykke ned under vandet igen og igen, indtil den er så udmattet, at havørnen let kan fange den.

Historier fortæller, at havørnen kan tage børn helt op til 4-5-års alderen, men da en havørn maksimalt kan løfte et bytte på sin egen vægt, nemlig mellem 3 og 7 kg, er dette blot en skrøne.

Hvis du kører musen henover billedet, kan du lige skimte den store havørnerede, som er bygget højt oppe i et træ.

Havørn!



På det næste billede kan du se en Vandrefalk.
Vandrefalken er verdens hurtigste dyr. Når den dykker i luften efter et byttedyr, kan dens hastighed komme op på flere hundrede kilometer i timen. Præcist hvor hurtigt den kan flyve, er der ikke enighed om. Nogle mener 200 km i timen - andre helt op til 320 km i timen. Vandrefalken lever hovedsageligt af forskellige fugle, der er lidt mindre end den selv, og den fanger dem i luften ved at styrtdykke ned mod dem og så slå til dem.

Man kan godt være heldig at se en vandrefalk i Danmark - både som trækfugl og ynglefugl, men den er forholdsvis sjælden i landet.

Fuglen på billedet her ejes af en falkoner. Det er ham, som du kan se lidt af på billedet. En falkoner er én, der går på jagt med rovfugle, som er trænede til at fange forskellige byttedyr. Denne form for jagt startede allerede for 4-5000 år siden. Dengang havde man sværere ved at skaffe mad end i dag, og så kunne falkene være en god hjælp til at skaffe menneskene føde.
I dag er falkoneri mere en hobby, og en falkoner kan træne sin falk til kun at tage et bestemt slags dyr, eller han kan tage rundt og lave opvisninger med sin falk, så folk får lov at opleve falken suse afsted i luften.
Falkoneren på billedet lavede en flot opvisning med sin fugl på Egeskov Slot, hvor vi så falken styrtdykke efter en død kylling, som falkoneren stod og svingede med i en snor.

Vandrefalk!



Her ser du en Afrikansk plettet hornugle.
Denne ugle bor i Ree Park i Ebeltoft, men i naturen lever den afrikanske plettede hornugle på den afrikanske savanne eller i åbent klippelandskab. Den spiser pattedyr som f.eks. kaniner, og den spiser også fugle, krybdyr og insekter.

Det sjove ved ugler er, at de kan dreje hovedet næsten hele vejen rundt - eller i hvert fald 270 grader. Grunden til det er, at uglen ikke kan bevæge sine øjne.

Den Afrikanske plettede hornugle bliver 5-12 år gammel og vejer mellem et halvt og et helt kilo. Jeg fik lov til at have den siddende på min arm, og den føltes faktisk ret tung. Hvis du kører musen henover billedet, kan du se uglen sidde på min arm.

Afrikansk



Til højre ses en Afrikansk rovørn.
Denne ørn bor ligesom den afrikanske plettede hornugle i Ree Park, men de vilde afrikanske rovørne bor på stepperne, hvor der er bjerge eller enkelte træer, på savannen - eller i områder med halvørken. Rovørnen lever ligesom hornuglen af forskellige pattedyr, fugle, krybdyr og insekter. Den spiser også døde dyr - som man kalder ådsler. Den vejer mellem halvandet og to et halvt kilo, og den kan blive op til 35 år gammel.

Når rovørnene skal finde mad, holder de tit gange øje med gribbene, fordi gribbene jo er rigtig gode til at finde ådsler.

I Ree Park optræder falkonerere med forskellige rovfugle, blandt andet den afrikanske rovørn og den afrikanske plettede hornugle. Man har her mulighed for at overvære det imponerende syn, når rovfuglene flyver i luften - og måske ser man dem også spise en kylling eller to.

Afrikansk rovørn!