Smådyr & Insekter            

Hvis man kigger sig godt omkring, når man er ude at gå i skoven eller et andet sted i naturen, vil man opdage masser af små sjove og spændende dyr, som kravler omkring på jorden og planterne eller sværmer rundt i luften.

Edderkopper findes alle vegne - i et utal af arter og størrelser. Der findes vist nok over 500 slags edderkopper i Danmark. Edderkopper har 8 ben, og de fleste har også 8 øjne (nogle arter har dog kun 6). Edderkopper er ikke insekter, for insekter har kun 6 ben - og de har følehorn.
Mange mennesker er bange for edderkopper, hvilket der jo egentlig ikke er nogen grund til her i Danmark, hvor der ikke findes farlige edderkopper.
Når det er tåget, kommer de mange edderkoppespind i krat og buske pludselig til syne, fordi de små dråber fra den fugtige luft sætter sig på spindelvævene som perler på en snor. Prøv at lægge mærke til spindelvævene en dag, hvor det er rigtig fugtigt vejr. Det er faktisk fantastisk, hvordan en edderkop kan lave et sådant mesterværk.

På billedet ses en Korsedderkop i sit spind. Her venter den på, at et dyr skal flyve ind i de klæbrige tråde og hænge fast. Edderkoppen har et olielag på benene, så den ikke selv klistrer fast i sit spind. Når et bytte går i nettet, spinder edderkoppen det ind og lammer det med sin gift. Den fordøjer byttet ved at gylpe mavesyre ud over det, så det bliver opløst, og derefter suger den det i sig som en suppe.
 
Korsedderkop i sit spind! Klik på billedet for at se det i større format
På dette billede ses en sej, gul Kvadratedderkop (Araneus quadratus), som vi fandt ved Elvighøj - ved Kolding Fjord.

Kvadratedderkoppen er meget almindelig i Danmark og hører ligesom korsedderkoppen til hjulspinderne, der fanger deres bytte i et hjulformet net. Den kan fange selv store byttedyr som guldsmede. Kvadratedderkoppen har fået sit navn, fordi den på bagkroppen har 4 hvide pletter, der sidder som hjørnerne i et kvadrat (man kan desværre ikke se pletterne på dette billede). Kvadratedderkoppen kan være gul, rød, grønlig eller sort.
En anden sej edderkop, der godt nok ikke lever i Danmark (heldigvis), men rigtig mange andre steder i verden, er Den Sorte Enke. Den sorte enke er på størrelse med en korsedderkop, sort og meget giftig. Det gør meget ondt at blive bidt af en sort enke, men det er heldigvis kun få mennesker, der dør af biddet. Den bider dog kun, hvis man klemmer den eller truer dens æg, og man kan i øvrigt også få en modgift. 
Den sorte enke fik i 1912 sit navn af en kendt insektforsker, som havde observeret, at hun-edderkoppen dræbte hannen efter parringen, og myten om, at hunnen altid æder hannen efter parring er stadig vidt udbredt i dag. Men faktisk er det i naturen således, at det for det meste lykkes hannen at stikke af efter parringen og parre sig med flere hunner. Så det er altså som oftest kun hos edderkopper i fangenskab, at hunnen gør det af med hannen. Den tegnede edderkop som du kan se i denne sides øverste højre hjørne skal i øvrigt forestille en sort enke.
Kvadratedderkop! Klik for at se et større billede!

Ikke alle edderkopper laver spindelvæv. Nogle edderkopper er jagtedderkopper eller rovedderkopper. De sniger sig ind på deres bytte eller sidder på lur et sted og kaster sig over byttedyret, når det går forbi.

Til højre ses en Pisaura Mirabilis (Mirabilis betyder forunderlig eller beundringsværdig). Den lever på jorden eller planternes blade og spinder ikke net, men jager sit bytte direkte.
Når hannen gerne vil parre sig med en hun, forærer han hende en flue.

En anden jagtedderkop er Fugleedderkoppen. Den lever (heldigvis) ikke i Danmark, men steder såsom Bolivia, Chile, Argentina og Brasilien. Fugleedderkopper er verdens største, og det kan vare 10 år, før de er fuldvoksne. Med udstrakte ben kan de blive op til 25 cm.

Fugleedderkopper er giftige, men det er sjældent, at mennesker dør af biddet. Hannen dør ofte efter sin første parring, og hunnen lægger ca. 200 æg i en kokon, som hun bærer rundt på. Ungerne er larver, når de kommer ud af æggene og bliver først til edderkopper senere.  Fugleedderkopper spiser store insekter og små dyr.

Pisaura Mirabilis! Klik på billedet for at se det i større format
Ved Hagenøre fandt jeg en mega-stor Grøn løvgræshoppe.

At det er en hun-græshoppe kan man se, fordi den har en lang læggebrod, som den bruger til at lægge mellem helt op til 200 æg i jorden med. Nogle gange ligger æggene i flere år nede i jorden, før de klækker ud.

I de lune sensommeraftner sidder han-græshoppen oppe i træerne og laver høje lyde - ligesom fårekyllinger og cikader. Man kan høre græshoppens "sang" helt op til 100 meter væk.

Løvgræshoppen er et rovdyr og lever hovedsageligt af insekter, som den fanger. En gang i mellem kan den også godt spise planter.

Hvis du kører musen henover fotoet, kan du se endnu et foto af græshoppen, hvor den sidder på min mors nederdel.

Stor Grøn Løvgræshoppe!
Her en anden slags græshoppe - nemlig en Buskgræshoppe. Den fandt jeg ved Løverodde.
Buskgræshoppe! Klik for at se et større billede!

Ved vandhuller, søer og åer er der et spændende dyreliv. Overfladen vrimler med skøjteløbere og rygsvømmere. Og længere nede er der vandkalve, guldsmedenymfer (guldsmedenes larver) og måske haletudser.

I begyndelsen af juni måned fandt jeg en masse insektlignende hylstre eller skaller, der sad på græsstråene ved bredden af en stor sø (Svanemosen ved Kolding). Det viste sig at være den gamle hud fra guldsmedenymfer, der var kravlet op ad vandet og nu havde forvandlet sig til færdige guldsmede - de store farvestrålende, hellikopterlignende insekter, der suser omkring i skovlysninger og på veje nær vand.

Guldsmede er ligesom edderkopperne rovdyr. De griber flyvende insekter i luften med deres piggede ben, mens de suser afsted. Deres larver - guldsmedenymferne - er også rovdyr, som blandt andet spiser haletudser og små fisk.

Til venstre: Guldsmed. Til højre: Hud fra to guldsmedenymfer
På Sjælland fandt jeg en mega-sej, kæmpestor guldsmed - en Stor Blå Guldsmed eller Blå Mosaikguldsmed (Aeschna cyanea) - der gerne lod sig fotografere.
Blå Mosaikguldsmed! Klik for at se et større billede!
Ved Ferup Søerne fotograferede vi også en Blå Mosaikguldsmed. Denne mosaikguldsmed er dog i modsætning til dén på billedet ovenfor helt grøn. Det er den, fordi det er en hun-guldsmed. Hunnerne er nemlig mørkebrune med grønt mønster, mens hannerne er mørkebrune med mønster i både blåt, gult og grønt.
Blå Mosaikguldsmed! Klik for at se et større billede!
Mens vi nu lige er ved guldsmedene, er denne her vist nok en Stor Blåpil. Vi så den ved Snoghøj nær Fredericia, og det må være en han, eftersom hunnen af denne art er gul og sort.

Guldsmede er altså lidt seje. Hvis du ofte går ture i områder nær vand, hvor guldsmedene lever, har du måske oplevet, hvordan en stor guldsmed pludselig drøner omkring i luften - som en anden minihelikopter - og så pludselig flyver næsten helt hen foran dig og står stille i luften, som om den betragter dig. Jeg har prøvet det flere gange, og det er ret sjovt.

Der findes i øvrigt også en Lille Blåpil, men den er sjælden i Danmark.
Stor Blåpil!

Dyret på fotoet her er en slags bille. Den hører til familien "Ildfluer", og den kan lyse. Det er en Sankt Hans orm, og hvis du kører musen henover fotoet kan du se, hvordan det ser ud, når den lyser i natten.

Sankt Hans ormen har fået sit navn, fordi hunnen mest af alt ligner en larve eller orm, da hun ikke har vinger ligesom hannen, og fordi hun udsender et kraftigt grønligt lys om natten i juni-juli måned for at lokke en han til, som vil parre sig med hende. Det siges, at den første aften Sankt Hans ormen lyser er på Sankt Hans aften, og gammel overtro siger i øvrigt, at man skal passe på de unge piger denne aften - thi bliver de stukket af Sankt Hans ormen, så bliver de gravide.

Faktisk kan både hanner, hunner, larver og æg hos Sankt Hans ormen lyse, men det er hunnen, der udsender det kraftigste lys, som man kan være heldig at opleve, ligesom vi gjorde det en juli-aften i Store Vildmose.

Sankt Hans orme lever mange steder i Danmark og typisk på fugtige steder som f.eks. moser, enge og i skove med en skyggefuld bund. Man kan dog også støde på Sankt Hans orme på tørre steder såsom i det tørre græs få meter fra havet eller på sandede områder i skov.

Sankt Hans orm!
Her ligger Sankt Hans ormen i en hånd. Når hunnen sidder i græsset og lyser om natten for at tiltrække en han, bøjer hun bagkroppen opad - lidt ligesom en skorpion, og det er de bagerste led i bagkroppen som lyser, som du måske kan se på billedet.

Hunnen kan kan blive mellem 16 og 25 mm lang, mens hannen kun bliver 11-12 mm. Larven er et rovdyr, som lever af snegle, mens den voksne Sankt Hans orm højst tager lidt nektar til sig. Det tager i øvrigt larven to år at udvikle sig til voksen Sankt Hans orm.

Der findes flere forskellige slags ildfluer, og hunnerne af de forskellige arter har forskelligt farvet lys. Nogle arter blinker endda for at tiltrække hanner af deres egen art. En særlig art ildflue kan efterligne nogle af de andre arters lys så godt, at hanner af andre slags ildfluer kommer for at parre sig med hende, men så snart de stakkels hanner kommer tæt nok på, fanger hunnen dem og æder dem.

Sankt Hans orm!

I skoven vrimler det med små dyr, hvis man bare ser godt efter. På skovstierne ser man ofte de store skovskarnbasser løbe omkring. De er faktisk ret smukke og skinner i både sort, blåt og lilla alt efter, hvordan lyset falder.

Skarnbasserne lever af døde dyr og svampe. Og når de formerer sig, graver hun-skarnbassen en dyb gang - med sidegange - ned i jorden under nogle ekskrementer og lægger sine æg dér. Larverne overvintrer og bliver først til pupper - og derefter biller - året efter.

Hvis du kører musen henover fotoet, kan du se 3 skarnbasser, der har fundet en fladmast skovsnegl at hygge sig med.

Skarnbasse!
To grønne Nældesnudebiller parrer sig på et blad en junidag ved Ferup Søerne.
To Nældesnudebiller på et blad!
Mange mennesker, der får øje på en Mariehøne, tager den op på fingeren og beder den om at flyve op til vorherre og be' om godt vejr. Og for det meste flyver mariehønen også, når den er nået helt op på fingerspidsen. Men om den rent faktisk flyver op til vorherre er der nok ingen, der ved.

Den syvplettede mariehøne er den mest almindelige mariehøneart, men faktisk findes der omkring 50 forskellige slags mariehøns i Danmark - røde og gule. Dét med at man kan se på en mariehøne, hvor gammel den er ved at tælle dens pletter passer ikke. De forskellige mariehønearter har et forskelligt antal pletter.

De fleste slags mariehøns er rovdyr og spiser hovedsageligt bladlus, mens f.eks. den 22-plettede gule mariehøne mest lever af meldugsvampe. Den syvplettede mariehøne formerer sig ved at lægge æg, hvor der er mange bladlus. Dens larver er rovdyr ligesom de voksne og spiser masser af bladlus. I de 20 dage hvor mariehønen er larve, æder den 400 - 500 bladlus. Derefter forpupper de sig. En generation tager 1 år, og de overvintrer som voksne.

Mariehønens røde - eller gule - farve og sorte prikker tjener som advarselsfarver. Farverne og deres kombination signalerer til rovdyr, at de ikke skal spise mariehønen, fordi den smager grimt og er giftig, men visse dyr såsom f.eks. løbebiller, ørentvister og hvepse er ligeglade med advarselsfarverne, så de æder både de voksne mariehøns og deres larver alligevel. Men på den måde bliver der jo så ikke for mange mariehøns i naturen.
Mariehøne!
Liljebillen findes i det meste af Danmark undtagen på Bornholm.

Den kommer frem tidligt om foråret efter at have overvintret nede i jorden, og den elsker at sidde i solskinnet og varme sig. Til gengæld gemmer den sig mellem bladene, når det er gråvejr - eller hvis man kommer for tæt på den. Liljebillen er nemlig ret sky, og den kan lave en høj pibende lyd, hvis man tager den op i hånden.

Liljebillen har fået sit navn, da både den voksne bille og dens larve lever af blade og blomster fra liljer. De gnaver runde huller i bladene, så hvis man har liljebiller på sine liljer i haven, opdager man det let. Skaderne på liljerne er dog som regel ikke ret store, og selvom billerne spiser et par planter, kan man til gengæld glæde sig over de flotte røde biller i sin have.
Liljebiller i parring!


Den Almindelige Oldenborre er en ret stor bille - op til 3 cm lang, og som navnet siger, er den ret almindelig i Danmark.

Almindelig Oldenborre har tidligere været et alvorligt skadedyr i jordbruget - både fordi larverne gnaver af forskellige rødder og rodfrugter, og fordi de voksne biller spiser bladene på frugt- og skovtræer. Man har bl.a. forsøgt at bekæmpe billerne ved at indsamle biller og larver, og i 1800-tallet og begyndelsen af 1900-tallet betalte staten et beløb pr. indsamlet larve.

Oldenborren har en 4-årig livscyklus, og hvert 4. år er der særligt mange oldenborre-biller. De voksne biller kommer frem fra jorden i maj-juni på lune sommeraftner. Billerne æder blade af forskellige løvtræer, parrer sig og hunnerne graver sig derefter ned og lægger æg i jorden. I løbet af juli dør de voksne biller. I hele tre år lever billens larver i jorden. Derefter forpupper de sig nede i jorden - og endelig bliver de til voksne oldenborre-biller.
Almindelig Oldenborre!
Her er en Sabelhveps.

Sabelhvepsen er en meget stor snyltehveps, og den ses typisk i nåleskove om sommeren, hvor hunnen med sin lange læggebrod borer hul i træer for at finde larven hos Stor Træhveps, som den så lægger sine æg på. På fotoet her kan man se de friske små træspåner fra det hul, som hvepsen netop har boret, og hvor den nu har stukket sin lange sorte læggebrod ind for at lægge sine æg.

En snylter betyder, at et levende væsen lever afhængigt af og på bekostning af et andet levende væsen ved at suge næring fra det. Og når sabelhvepsens larver kommer ud af æggene, overlever de altså ved at spise den træhveps-larve, som deres mor har lagt æggene på.

Sabelhveps!
Her er min familie og jeg på besøg hos en biavler.

Bier har en utrolig spændende levevis, og det er sjovt at se, hvordan de bor i deres bistader hos biavleren.

I en bifamilie er der en dronning, som er den største af bierne. Hendes opgave er at lægge æg. Så er der hannerne, som kaldes "droner" og som kun har til opgave at parre sig med dronningen. Dronerne fodres op af de mange arbejderbier (som er hunnerne), og parringen foregår på følgende måde: En dag flyver dronningen ud af bistadet og højt op i luften, hvor dronerne allerede venter på hende. Her parrer hun sig med ca. 17-18 droner, og de falder derefter døde til jorden. Dronningen flyver derpå tilbage til bistadet og begynder at lægge æg.

Bierne kommunikerer ved en slags dans. Når en bi har fundet et godt sted at hente nektar, danser den en dans for de andre bier inde i bistadet og fortæller dem på den måde, hvor det gode sted er.

På billedet her har biavleren taget en af tavlerne fra bistadet op for at vise mig den. Et bistade består af sådan en række tavler, som er fyldt med små celler - eller huller - hvori der er æg, larver eller honning.

Hvis du kører musen henover billedet, kan du se bierne tættere på.

Bitavle
Når biavleren skal kigge til sine bier og se, hvordan det går inde i bistadet og om de laver noget honning, puster han først en slags røg på bierne. Det gør dem mere rolige.

På billedet her har min lillebror Lucas fået lov til at puste med røg.

Vi fik også lov til at smage noget honning, og det smagte rigtig godt.

Både hvepse og bier kan som bekendt stikke. Men hvor en hveps kan blive ved med at stikke, kan en bi kun stikke én gang. Bien har en modhager på sin brod, der gør, at brodden bliver siddende i huden på dén, som bien har stukket, indtil man fjerner den. Bien dør, når den har mistet sin brod.

Lucas bedøver bierne!


I krattet på fugtige, skyggefulde steder - i en vejkant eller langs en skovsti - kan man af og til støde på vinbjergsnegle.

Vinbjergsneglen er tvekønnet - det betyder, at den er både en hun og en han. Når to vinbjergsnegle har parret sig, graver de sig halvt ned i jorden og lægger mellem 60 og 70 runde æg.
Om vinteren gemmer vinbjergsneglen sig under nogle visne blade eller grene. Den kan blive 6-8 år og lever mest af planter, men spiser også nogle gange døde dyr og affald.
Vinbjergsnegle er sjove at finde, fordi de er så store i forhold til almindelige snegle, og fordi man ikke ser dem så tit.
En gang jeg var på ferie på Sjælland talte min mor og jeg dog hele 88 vinbjergsnegle på en gåtur i et sommerhusområde ved Roskilde Fjord.
Mange mennesker spiser faktisk vinbjergsnegle - ulækkert, synes jeg. Man må dog ikke ikke indsamle vinbjergsnegle i naturen for at sælge dem til f.eks. restauranter - for de er nemlig fredede.

De fleste vinbjergsnegle jeg har set har et helt lyst sneglehus, men en dag fandt jeg denne snegl ved Harteværket - med et flot brunt sneglehus.
Vinbjergsnegl!