Spændende ting

På denne side har jeg samlet nogle billeder af spændende ting, som man kan finde, når man går på opdagelse i naturen.

Til alle jer, der ser denne side vil jeg iøvrigt opfordre til at skrive en e-mail til mig, hvis I har oplevet eller set noget spændende i naturen - det kan være et mystisk dyr, en mærkelig plante, en sjov oplevelse - eller hvad som helst, der har med naturen at gøre. I må gerne vedhæfte et billede, hvis I har ét. 

Skriv blot til mig på emil@emilognaturen.dk - så skal jeg nok sørge for, at I kommer med på min hjemmeside!
 

Ved Ho Plantage ved Blåvand fandt vi denne grævlinge- eller rævegrav.

Den var gravet ind i en kæmpe klit-skrænt, og den er helt sikkert beboet, for der var friske fodspor uden for indgangen.

Eftersom man siger, at ræve sviner uden for deres huler, mens grævlinge holder det rent og pænt, tror vi, at det er en grævling, der bor i graven. For der lå hverken madrester eller ekskrementer udenfor. 

Grævlingegrav eller rævegrav? Klik for at se et større billede!

Ved Svanemosen nær Kolding var der et spættehul i et udgået træ. Ja, faktisk var der - som du måske kan se - flere huller i træet. Det er sikkert et par Store Flagspætter, som har lavet deres bo i dette træ og har fået unger dér.

Stor flagspætte er den almindeligste spætteart i Danmark. Det er en flot fugl, som er sort, hvid og rød - og måske har du hørt, når den sidder og hakker i en træstamme. Den hakker meget hurtigt med sit hårde næb, og det kan høres langt væk i skoven. Spætten hakker både når den skal imponere sin kommende mage, når den skal finde mad, og når den skal lave sin rede.

Spætten laver et nyt spættehul hvert år - en lille indgang ind til et meget større redekammer inde i træet. Hannen og hunnen hjælper hinanden med at lave boet. Og hullerne laves i syge eller døde træer. Forskellige småfugle bruger senere flagspætternes gamle forladte spættehuller til deres reder.

Når flagspætten leder efter mad, hakker den huller i barken af et træ. Og når den finder nogle larver eller insekter, der gemmer sig inde bag barken, fisker den dem ud med sin lange tunge, som har en modhager for enden.

Spættehul!

Vi var ude at gå en vintertur i Harte Statsskov, og pludselig opdagede vi denne plads midt på en sti, hvor et eller andet rovdyr har siddet og spist en fugl. Hvilken fugl, der var så uheldig at måtte lade livet her, ved vi ikke. Ligesom vi heller ikke ved, hvem der dræbte den. Måske var det en stor rovfugl?

Plads i sneen, hvor en fugl er blevet ædt! Klik for at se et større billede!

På billedet til højre ses et kranium, som jeg har fundet. Det har fine lange skarpe hjørnetænder og små fortænder. 

På de lange hjørnetænder kan man se, at det er kraniet fra et rovdyr - og vi er ret sikre på, at det har tilhørt en kat.

Kranie fra en kat!

På dette billede har jeg i hånden en lille kæbeknogle med små spidse tænder, der vidner om, at der også her er tale om et rovdyr.

Da kæben er så lille, kunne den godt tænkes at stamme fra en mår.

Kæbeknogle fra en mår måske?